Ammestop med knus og kram


Af: Vi Forældre   


Er det tid til at vænne barnet fra brystet? Se, hvordan du kan gøre det, så det bliver så smertefrit som muligt - både for dig og barnet.

Mors mælk er den perfekte ernæring for det lille barn frem til seksmånedersalderen. En del mødre fortsætter også ud over det første halve år, selv om barnet egentlig får stillet sin sult ved at spise mos, grød og små rugbrødhapsere.

Amningen er en hyggelig og intim måde at være sammen med sit lille barn på - og tendensen er, at amningen følger længden på mors orlov. Det er helt normalt, at man nærmer sig barnets etårsalder, før overvejelserne, om det måske er tid til at droppe amningen, melder sig.
Der kan være flere årsager til, at man gerne vil stoppe: Måske går det ud over nattesøvnen, fordi barnet ligger og småsutter hele natten. Måske synes I, at omgivelserne er begyndt at reagere, eller måske har I bare opdaget, at I er røget ind i en uheldig vane, hvor I faktisk ikke kan få junior til at sove, medmindre han bliver ammet i søvn.

Timing er afgørende for, at ammestoppet lykkes og bliver så smertefrit for hele familien som muligt. Selvfølgelig først og fremmest for barnet, som jo er sat uden for beslutningen og er den, „det går mest ud over"!

Det rigtige tidspunkt:

  1. Vælg en periode, hvor I har overskud, evt. en ferie eller en lang weekend, hvor far kan tage over.
  2. Barnet skal være raskt (sygdom er største årsag til tilbagefald!)
  3. Prioritér hygge og nærvær på andre måder (så barnet ikke føler, at nærheden forsvinder også)
  4. Vælg en stabil periode, f.eks. ikke samtidig med flytning, barselsstop, institutionsstart e.lign.

TIP: Det kan være smart, hvis barnet allerede har vænnet sig til at sove i sin egen seng, inden I begynder amme-stoppet. Ellers kan det blive for sejt for den lille!


Der er grundlæggende to metoder: Den blide og den hårde.
Sidstnævnte bør I kun ty til, hvis det af en eller anden grund ikke går helt af sig selv med den blide nedtrapning.

Den blide metode:
For både mor og barn er det rarest med en gradvis nedtrapning. På den måde vænner barnets mave og dine bryster sig til forandringen. Lidt større børn får typisk en tår om eftermiddagen, før de skal sove og om morgenen. Start her med at fjerne én af brystmåltiderne - vælg det, der er lettest, f.eks. om eftermiddagen eller om morgenen, hvor barnet kan få noget andet at spise eller distraheres med leg og hygge. 

Når en uge et gået, tager I fat på næste amme-måltid og så videre. Godnat-og-sov-godt-amningen er oftest den sværeste at slippe af med, fordi barnet er træt (I er også trætte), og fordi den amning er den, der er mest associeret med tryghed. Allersværest er det selvfølgelig, hvis barnet oven i købet ligger i jeres seng og måske ammer flere gange om natten og er vant til at bare at kunne tage for sig. Her kan det mest barmhjertige faktisk være at tage afvænningen i ét hug, så mor rykker ud af soveværelset, og far tager over.


TIP: Når barnet ikke har brystet at falde i søvn på længere, kan det være en god ide at tage barnevognen i brug til at rokke barnet i søvn.

Den hårde metode:
For det lille barn er mor = mad = overlevelse, derfor bør man aldrig afvænne et barn under seks måneder fra brystet uden at have talt med sundhedsplejersken. For større børn handler amningen trods alt „kun" om tryghed og hygge, ikke om overlevelse. Men alligevel kan  det være svært for barnet at give slip. I skal ikke regne med, at jeres toårige selv kommer og siger: „Nu er jeg klar, ikke mere bryst til mig!". Jo ældre barnet er, og jo mere indgroet vanen er, jo sværere bliver det typisk. Det er meget forlangt, at du som mor skal kunne klare flere nætter uden søvn, ømme bryster, der skriger på et sultent barn, og et ulykkeligt barn. Få hjælp fra en anden voksen og tag en tur i sommerhuset eller ryk ind i stuen med din dyne og et par ørepropper i en uges tid. Du skal være sikker på, at den der tager over, har tålmodighed til at trøste et barn, der har brug for hjælp.

Gør det lettere for dig selv

  1. Begynd med at gøre amningerne kortere - så bliver overgangen lettere.
  2. Tag en meget stram bh-på. Bind evt. brysterne op med en stofble eller et uldent tørklæde. Malk lidt ud, hvis det er hårdt (brug hånd eller pumpe). Men pas på ikke at malke for meget, for så holder du mælkeproduktionen oppe.
  3. Køb et sæt ørepropper og hold dig væk fra barnet de første nætter. Jo mere du tænker på barnet, jo mere løber mælken til.
  4. Hold brysterne varme, f.eks. med ammeindlæg af uld, og massér dem under bruseren. Pas godt på, hvis du begynder at få ondt, får influenzasymptomer, og brystet bliver rødt: Det kan være brystbetændelse. Ring til lægen.
  5. Der kan godt gå 14 dage, før mælkeproduktionen er faldet. For nogle går der op til to-tre  måneder, før den er gået helt i stå. 
  6. Få eventuelt din praktiserende læge til at udskrive medicin, der stopper mælkeproduktionen, hvis ovenstående ikke fungerer.

Gør det lettere for barnet

  1. Undgå at vise dig uden tøj for barnet, mens afvænningen står på. Det er svært at forstå, at man ikke må „bruge" brysterne, når de stadig er der.
  2. Trap gradvist ned. Når du er klar, så lad der gå ca. en måned, hvor I trapper så langt ned, I  kan.
  3. Sørg for masser af hygge, omsorg og opmærksomhed, så barnet kan mærke fordelen ved at være „stor" og drikke „rigtig" mælk fra koen.
  4. Husk at servere masser af livretter og mad, barnet kan lide, så det spiser godt og ikke savner kalorier.   

 

MORTIP:
Sæt plaster på!
„Jeg ammede min datter i knap to år og havde prøvet i flere måneder at holde op, men faldt i af mange årsager - hun blev syg, vi var trætte etc. Til sidst gik jeg ind på en amerikansk hjemmeside om langtidsamning, hvor en mor foreslog, at man sætter et plaster på brystvorten. Det havde virket for hende, og det virkede for mig. Jeg forklarede, at der ikke var mere mælk, og at min datter nu var stor nok til at få rigtig mælk i glas i stedet. Det gik helt smertefrit!"

EKSPERTTIP:
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man ammer helt de første seks måneder af barnets liv og delvis frem til barnet er 12 måneder - evt. længere.

 



Matas © 2005
http://www.matas.dk | Registreringsvilkår | Kontakt | Sitemap