Mænd oplever forskellige følelsesmæssige reaktioner når deres kæreste/kone bliver gravid. Mange føler sig stolte og spændte og nogle endda mere maskuline. Andre kan føle jalousi fordi kvinden bliver meget optaget af barnet eller få de kan få tanker om det er den rigtige kvinde de har valgt som mor til deres barn. Det er almindeligt at mænd ændrer syn på deres kæreste/kone. Nogle oplever varmere følelser og større tæthed, hvor andre kan frastødes af hendes svulmende krop.
Som kommende far gennemgår du også en udviklingsproces. Dels har du din opmærksomhed rettet mod din kæreste/kone og dels mod dig selv. I løbet af graviditeten gennemgår du nogle forskellige faser i din udvikling mod faderskabet.
I første fase bliver du klar over at du skal være far. I anden fase begynder graviditeten at blive en realitet når du har mærket liv eller set dit barn ved ultralydsscanning. Indtil da har det været svært for dig at forholde dig til graviditeten og du har måske endda derfor skubbet den lidt i baggrunden. Du går sikkert og tænker på mange vigtige forhold såsom økonomi, stabiliteten og tætheden i dit parforhold og børneopdragelse.
I tredje fase begynder du at se verden fra en fars synsvinkel. Du genoplever og gennemlever måske dine egne tidlige erfaringer med at få omsorg af din egen far. Det kan også være at du visualiserer dit kommende familieliv. Hvordan du selv bliver som far, hvordan din kæreste/kone bliver som mor og hvordan barnet er. Det er også nu du begynder at forberede dig psykisk på fødslen og bekymre dig for hvordan den kommer til at forløbe.
Det er klart, at du ikke kan have det samme forhold til fosteret som din partner, som kan mærke de store forandringer i kroppen stort set fra det øjeblik barnet bliver undfanget og til det fødes, men derfor kan du godt følge med og vise interesse.
Din kæreste får sikkert en del begrænsninger i sin hverdag forårsaget af graviditeten, hvorimod du stort set kan foretage dig de samme ting som før.
Din kæreste har nu mere brug for omsorg og nærhed end tidligere, så det er en god investering i Jeres fælles fremtid, hvis du kan finde tid til det .